OK-Fonden Thea søger sundhedsfaglig medarbejder

Til vores tværfaglige team søger vi en dygtig og ansvarsbevidst sundhedsfaglig kollega, der er uddannet social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske – og gerne med erfaring fra social- eller behandlingspsykiatrien. Stillingen er fast, og arbejdstiden ligger i blandede dag- og aftenvagter med to arbejdsweekender i et 6-ugers vagtplansrul.

Om OK-Fonden Thea

OK-Fonden Thea er et socialpsykiatrisk bosted, der har driftsoverenskomst med Frederiksberg Kommune. Vi tilbyder en støttende boform til 35 voksne mennesker med psykisk sårbarhed, hvor selvbestemmelse, tryghed og livskvalitet er i centrum. 

Hos os er der plads til forskellighed, høj faglighed og et ligeværdigt samarbejde, og vi har fokus på at skabe æstetiske og trygge rammer for både beboere og medarbejdere.

Beboerne kan have udfordringer i sociale sammenhænge og have et lettere forbrug af rusmidler og derfor behov for støtte på dette område. Flere har udover psykiatriske problemstillinger også et behov for omsorg og pleje af pædagogisk og/eller sundhedsfaglig karakter. Vi arbejder målrettet på at reducere negative følger af psykiske og fysiske helbredsudfordringer gennem en helhedsorienteret indsats.

Vores faglige tilgang

Vi arbejder ud fra fælles mål i et tæt tværfagligt samarbejde, og vores faglige platform bygger på en systemisk og recovery-orienteret tilgang. Vi tror på, at mennesker profiterer af at tage ansvar for eget liv, og at dette skaber både selvværd og øget livskvalitet.

Dine kompetencer

Du er uddannet social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske og har lyst til at arbejde med voksne med psykiske udfordringer.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Arbejder struktureret og tager ansvar inden for dine kompetencer.
  • Har gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner.
  • Er nysgerrig, opsøgende og fagligt engageret.
  • Tager ejerskab, overholder aftaler og bidrager aktivt til fællesskabet.
  • Er en god og samarbejdsorienteret kollega.

Vi tilbyder

Hos os bliver du en del af et stærkt team bestående af sundhedsprofessionelle, pædagogfaglige og andre dygtige medarbejdere, hvor hjemlighed, imødekommenhed, forskellighed og menneskelige værdier står helt forrest.

Du får rig mulighed for at præge den faglige udvikling og bringe dine kompetencer i spil i et arbejdsmiljø præget af respekt, ligeværdighed og høj faglighed.

Praktiske oplysninger

  • Ansættelse senest pr. 1. maj 2026 – gerne før.
  • Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
  • Ansøgningsfrist den 23. marts 2026 kl. 12.00.
  • Jobsamtaler afholdes den 26. og 27. marts 2026.

Har du spørgsmål til stilingen, er du velkommen til at kontakte Susan Odgaard på tlf. 23 69 58 06 eller via mail SUO@OK-FONDEN.DK 

Du kan også læse mere om os på www.ok-fonden.dk/thea/

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Lokation: Mariendalsvej 30, 2000, Frederiksberg C
Kontaktperson:
Susan Odgaard Pædagogisk Koordinator
Om os
  • Vi er et bo- og behandlingssted for psykisk sårbare med 35 beboere og 30 ansatte
  • På Thea skal alle kunne føle sig værdsat og indgå i et fællesskab, hvor vi møder hinanden med respekt og ligeværdighed
  • Vi arbejder, støtter og behandler ud fra en helhedsorienteret indsats, hvor fokus både er på det psykiske og fysiske helbred. Altid med udgangspunkt i den enkeltes egne drømme, behov, livshistorie og livsopfattelse
  • Vi har fælles køkken, stue, musikrum, netcafé, fysioterapi, spisestue, fitnessrum og bus. Derudover har hver bolig eget værelse og badeværelse
  • Vores filosofi er, at beboerne bliver udfordret som ekspert i eget liv, og indsatsen tager udgangspunkt i den ”systemiske coaching”. Gennem samtaler og aktiviteter ønsker vi at bryde negative tankemønstre. På den måde kan vi skabe rum for positiv forandring
  • Vi tror på, at beboerne kan komme sig helt eller delvist. Det er afgørende, at vores samarbejde med beboerne tager afsæt i deres drømme og ønsker for deres liv. Vi vil gøre den enkelte beboer så selvhjulpet som muligt og styrke vedkommendes ansvar i eget liv
-->

Om OK-Fonden

OK-Fonden driver et hospice, 14 psykiatriske bo- og behandlingssteder, en socialøkonomisk virksomhed og 16 plejehjem landet over – med flere på vej. Derudover administrerer OK-Fonden 1.300 boliger, som vi selv har opført, heraf godt 500 boliger fordelt på 32 seniorbofællesskaber. 

OK-Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond, som arbejder på almindelige markedsvilkår. Vores overskud investeres direkte i udvikling af velfærdsløsninger. På den måde skaber vi værdi for de mennesker, vi har omsorg for i det daglige, og for samfundet som helhed.

OK-Fonden beskæftiger ca. 2.500 medarbejdere.

Powered by Emply