Hospice Søndergård søger psykomotorisk terapeut

Ønsker du at gøre en forskel for mennesker i den sidste fase af livet, så er det måske netop dig vi søger som psykomotorisk terapeut eller fysioterapeut på Hospice Søndergård.

Som terapeut på hospice Søndergård, bliver du en vigtig del af patienternes lindrende forløb. Du vil arbejde tæt sammen med sygeplejersker, læger samt øvrige faggrupper og være med til at skabe fokus på velvære, tryghed og bedst mulig livskvalitet.

På Hospice Søndergård tager vi altid udgangspunkt i patientens ønsker, og vi gør os umage hver eneste gang. Patienterne kommer med meget forskellige plagsomheder, som vi i fællesskab gør alt, hvad vi kan for at afhjælpe. Det kræver et tæt tværfagligt samarbejde, hvor vi observerer, undrer os, er kreative og nysgerrige sammen.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Lindrende behandling af patienter med livstruende sygdomme gennem berøring, afspænding, mobilisering eller blid fysioterapeutisk intervention
  • Støtte patienterne i at finde ro, lindre symptomer og styrke kropslig tryghed
  • Individuelle forløb tilpasset patientens ønsker, ressourcer og dagsform
  • Samarbejde i tværfaglige konferencer og planlægning af patientforløb
  • Undervisning og/eller sparring med personale

Vi søger dig, der:

  • Er uddannet psykomotorisk terapeut eller fysioterapeut
  • Har interesse for – eller erfaring med – palliation, kropsbevidsthed, smerteforståelse eller lindrende behandling
  • Møder mennesker med ro, nærvær, empati og respekt
  • Trives i et miljø med tværfaglighed og fordybelse
  • Kan arbejde selvstændigt og samtidig bidrage aktivt til hele teamets opgaver
  • Har kendskab til hjælpemidler og lysten/evnen til at være ressourceperson inden for dette
  • Har lyst til at indgå i en værdibaseret organisation, hvor tiden bruges på det, der betyder noget

Vores arbejdsplads

Du får rig mulighed for at bruge og udvikle din faglighed. Vi tilbyder en arbejdsplads, med højt til loftet og mulighed for at levere god kvalitativ pleje og behandling.

Du bliver del af et ansvarligt team, hvor vi passer godt på hinanden. Vi er en tværfaglig gruppe bestående af: sygeplejersker, klinisk sygeplejespecialist, læger, socialrådgiver, sekretærer, kostfaglige, pedel, frivillige og dig som terapeut. Du vil opleve et stort overskud hos alle til at hjælpe og vejlede.

Tværfaglige konferencer, supervision, undervisning og personalemøder er en del af vores hverdag – som vi forventer at du vil indgå aktivt i.

Stillingen er på 32-37 timer i dagvagter i hverdagene. Stillingen er uden weekend- og helligdage.

 

OK-Fonden Hospice Søndergård tilbyder desuden:

  • Sundhedsforsikring
  • Madordning hele døgnet til en favorabel pris
  • Firmatilbud, blandt andet fitness, hotelkæder, zoo m.m.

Vores omgivelser

Hospice Søndergård ligger naturskønt, og husets 16 patientstuer har alle udsigt til et smukt søområde. Hos os er der plads til både privathed og fællesskab for patienterne og deres pårørende, og vi sætter en ære i at gøre huset så hjemligt som muligt, hvor alle skal føle sig velkomne.

Vi oplever, at musik skaber stor værdi, og vi har derfor ofte musikere på besøg. Husets harpeterapeut kommer desuden på besøg hver uge.

Foruden de 16 patientstuer på hospice har vi også tilknyttet et udekørende team, som leverer en specialiseret palliativ indsats til ca. 35 samtidige borgerforløb i eget hjem.

Spørgsmål til stillingen

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte virksomhedsansvarlig overlæge Janne Kaulberg tlf.: 51 94 10 98 eller hospicechef Maria Balle på mobil 23 27 44 98. Du er også meget velkommen til at aftale et besøg, så du kan se huset.

 

Ansøgningsfristen den 23. december 2025 er vejledende, da vi holder samtaler løbende.

Ansættelsesstart pr. 1. februar 2026 eller efter aftale.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Lokation: Hospice Søndergård / Tueholmen, 6, 2760, Måløv, Denmark
Kontaktperson:
Janne Kaulberg Overlæge
Om os
  • Vi er et hospice med 16 patienter og 50 ansatte samt et udekørende team, der kører ud til 32 samtidige borgerforløb
  • Vi ligger nær en lille sø, som alle patienter har udsigt til fra stuerne
  • Vi arbejder ud fra et holistisk menneskesyn med lindrende pleje og behandling til patienter med livstruende sygdom og deres pårørende
  • Vores køkken er utraditionelt. Ikke to dage er ens. Mad er ikke bare mad, men omsorg i skåle, på fade og tallerkener. Store stege og lækre desserter smager lige så godt på en regnfuld tirsdag
  • Vi tager altid udgangspunkt i det enkelte menneskes behov og ønsker, så patienterne kan leve livet – hele livet

Om OK-Fonden

OK-Fonden driver et hospice, 14 psykiatriske bo- og behandlingssteder, en socialøkonomisk virksomhed og 16 plejehjem landet over – med flere på vej. Derudover administrerer OK-Fonden 1.300 boliger, som vi selv har opført, heraf godt 500 boliger fordelt på 32 seniorbofællesskaber. 

OK-Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond, som arbejder på almindelige markedsvilkår. Vores overskud investeres direkte i udvikling af velfærdsløsninger. På den måde skaber vi værdi for de mennesker, vi har omsorg for i det daglige, og for samfundet som helhed.

OK-Fonden beskæftiger ca. 2.500 medarbejdere.

Powered by Emply